5 ting jeres bryllupsfotograf glemmer at fortælle jer
Når man fotograferer op til 40 bryllupper årligt, begynder man at se et mønster i alle bryllupper. I de sidste par år som bryllupsfotograf har jeg lært, at intet længere kan overraske mig. Om det er fulde forældre, problematiske børn eller noget tredje. Men som professionelle bryllupsfotografer, så glemmer vi at dele den viden med brudeparret.
Derfor får I nu 5 af de bedste tips, som jeg har lært ved at være bryllupsfotograf.
1. SKAL I HAVE LAVET HÅRET OG MAKEUP, SÅ FORVENT FORSINKELSER
Normalt behøver selve makeup og hår processen ikke at tage 10 timer, selvom det før er sket, men tidsforbruget ligger i folket omkring dig. Mens din søster, for femte gang, spørger hvilke sko hun skal have på, så kommer du til at blive bombarderet med spørgsmål som kræver tænketid. At få lagt makeup og lavet hår, er som at sidde i en frisørsalon og i statsministeriet, på samme tid. Alle beslutninger skal køres forbi dig, sådan er det bare. Og nå ja, i mellemtiden så har makeupartisten kørt sit eget game og din øjneskygge er 50% mørkere end aftalt.
Det er disse små afbrydelser, som i sidste ende kan koste jer en forsinkelse på et par timer. Planlæg i god tid, og sørg for at I har tid tilovers. Det bedste der kan ske er, at I er færdige før tid, og du nu kan hyggesnakke med veninderne.
2. FAMILIEPORTRÆTTER VOLDER ALTID PROBLEMER
Det er i sig selv en nærmest umulig mission, at samle en stor flok mennesker i ét billede. Men det er endnu værre når det er din skøre familie! Det er dog vigtigt at forstå, at ikke alle jeres billeder, bliver eller kan, være kunstneriske med solnedgangen i baggrunden. Nogle af billederne bliver mere fjollede end andre, og det er helt okay. Det er vigtigt at der er noget afbræk i fortællingen, og at man kan se liv i jeres billeder.
Giv jer selv lov til at være lidt fjollede under familieportrætterne, før I ved det, så er i tilbage til brylluppet og væk fra dramaet.
3. DIN BRYLLUPSFOTOGRAF ANER IKKE HVEM TANTE ULLA ER
Som udgangspunkt gør jeg alt hvad jeg kan for at lære dine familiemedlemmer at kende, specielt dem som skal med i familieportrætterne, men det er umuligt at lære dem alle at kende! For medmindre de skal holde en tale eller andet mindeværdigt, så er chancen for at jeg husker dem små. Jeg kender ikke tante Ulla, som lærte dig at strikke da du var 15.
Derfor, hvis det virkelig er vigtigt at et familiemedlem kommer med i de afgørende billeder, så må I fortælle det til jeres bryllupsfotograf på forhånd, eller endnu bedre, lav en liste over medlemmer og hav en person hjælpe med at udpege disse medlemmer til bryllupsfotografen. Det er dog altid muligt lige at hive fat i bryllupsfotografen og spørge, om de ikke lige kan tage et billede af jer og tante Ulla. For selvfølgelig er det muligt!
4. BAGGRUNDEN OVER DETALJERNE
Hvis fotografering er én af jeres prioriteter, og hvis I skal vælge, så vælg baggrunden over detaljerne. Baggrunden er et overordnet billede, hvor der forgår noget i hele billedet, fra forgrunden til mellemgrunden og baggrunden. Det er disse billeder som i sidste ende kommer til at betyde mest for jer. Mange i branchen er fokuseret på detaljerne, og vil have jer til at tro, at man ikke ser andet end detaljer til et bryllup. Selvfølgelig kan detaljer være med til at skabe en form for atmosfære, men hvad vil give jer mest værdi i fremtiden? Tvivler på det er et billede af servietterne, selvom de er foldet som en svane.
Vælg med omhu, så jeres bryllupsfotograf kan bruge tiden på de billeder og momenter der virkelig betyder. Og til alle jer matematikere derude: Følelser > Baggrunde > Detaljer.
5. Cafélys er en magisk opfindelse
Hvis jeres bryllup skal holdes et simpelt sted, eller hvis I har en udendørs ceremoni, eller bare et stramt budget, men I ønsker at billederne bliver så gode som muligt. Så er det værd at bemærke, at cafélys kan være altafgørende. De er bestemt ikke dyre, og kan betyde meget for de endelige billeder, ved at skabe mere værdi og flash, redskaber som en bryllupsfotograf ikke kan uden. Udover det, så er de jo stadig fede efter brylluppet og kan bruges i mange sammenhæng.